Hvornår er asbestautorisation et krav?

Nedriver du asbestholdige materialer, skal du som udgangspunkt have autorisation, med mindre arbejdet er under den "bagatelgrænse", der er nævnt nedenfor. Bagtelgrænsen gælder både for private og professionelle. Og reglerne for forundersøgelse og sikker udførelse af asbestarbejdet gælder for alle - uanset om arbejdets omfang er under bagatelgrænsen for autorisation.

Hvad må du uden autorisation?

I Asbestbekendtgørelsen står der:

§ 7. Nedrivning må kun udføres af virksomheder, der er autoriseret af Sikkerhedsstyrelsen hertil efter bekendtgørelse om autorisation og godkendelse af fagligt ansvarlige på asbestområdet, jf. § 49 e, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø.

Stk. 2. Nedrivning kan dog udføres uden autorisation, når der er tale om kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter som f.eks. nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader, enkelte fliser fastgjort med asbestholdig fliseklæb eller enkelte rørbøjninger med asbestholdig isolerings

Der er med stk. 2 indbygget en fleksibilitet, der sikrer en bagatelgrænse for dig, der støder på asbest, men kun udfører "kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter". Og hvordan tolker man så det i praksis?

Arbejdstilsynets hjemmeside har de præciseret betydningen af undtagelsen således:

  • enkelte asbestholdige tagplader,
  • enkelte fliser fastgjort med asbestholdig fliseklæb eller
  • enkelte rørbøjninger med asbestholdig isolering

Det betyder, at nedrivning af 4-6 asbestholdige bølgeplader i forbindelse med montering af et tagvindue godt kan være et arbejde, der er undtaget fra kravet om autorisation på betingelse af, at det er kortvarigt og af mindre karakter. Hvis arbejdet, fx på grund af pladernes stand eller antal, ikke er kortvarigt og af mindre karakter, er arbejdet ikke undtaget fra kravet om autorisation. Derfor vil man ikke uden autorisation kunne nedrive fx 8-12 plader i forbindelse med montering af to tagvinduer.

At nedtage to rørbøjninger med asbestholdig isolering uden indgreb i isoleringsmaterialet, dvs. nedtage rør og isoleringsmateriale som helhed, kan også være et arbejde, der er undtaget fra kravet om autorisation. Derimod, hvis det for at fjerne asbestholdig isolering fx er nødvendigt at skære i materialet, er arbejdet ikke undtaget fra kravet om autorisation. Derfor vil man ikke uden autorisation kunne fjerne asbestholdig isolering om et rør for at reparere et rørbrud. 

Og så skal du være opmærksom på, at asbestforurenet materiale (fx isolering under et asbesttag) ikke er "asbestholdigt materiale". Så det er ikke omfattet af autorisationskrav. Men kræver stadig at arbejdet udføres som asbestarbejde med værnemidler og hygiejneforanstaltninger m.v., som du kan læse mere om i asbestbekendtgørelsen.

Byggeriets Kvalitetskontrol A/S
Ådalen 15
DK-6600 Vejen